Lægen med glimtet i øjet

Her er historien om et helt speciel person som igennem 17 år har betydet rigtigt meget for min behandling på rigshospitalet. Takket være ham er jeg kommet lettere igennem en masse modgang end jeg ellers ville have kommet.

Jeg mødte ham første gang da jeg som 17 årig havde fået den tossede ide at jeg ville være dykker, selv om jeg er handicappet og aldrig bliver dykker.

Selv om svaret blev nej til at jeg måtte dykke som spastiker så vandt jeg alligevel en anden ting, jeg viste det ikke den gang. Men i dag når jeg ser tilbage så kan jeg slet ikke forstille mig hvordan mit liv havde været uden at jeg havde haft mødt Erik.

Erik har aldrig været behandlende læge for mig, jo han har vist bedøvet mig et par gange men det er ikke det vigtigste han har gjort for mig. Han har gjort nogen menneskelige ting for mig i en tid som var rigtig svær.

Nogen af de gode oplevelser jeg har haft med Erik vil jeg dele med jer læsere så i kan se hvilken super dejlig person han er.

Jeg var i starten af 20érne og lige blevet opereret i begge fødder og indlagt på rigshospitalet, jeg havde mine forældre på besøg og lå med meget stærke smerter i fødderne og personalet havde forsøgt at smerte dække mig dog uden held. Jeg havde selv ringet til Erik og spurgt om hans hjælp og imens han kom ind til mig var mine forældre på besøg hos mig. Han gav mig en noget medicin som dæmpede mine kæmper i fødderne og dermed mine smerter. Samtidig lagde han en god smerte plan så jeg faktisk kunne besøge ham 2 dage efter til indvielsen af det nye trykkammer. Der var han lidt stolt af mig da jeg kom gående ned på 2 gipser og krykker dog med smerter men jeg gik da.


En anden gang da jeg var forbi trykkammeret og fik en kop kaffe sad jeg virkelig og spjættede med benene jeg sagde ikke noget selv fordi jeg nød bare at kunne snakke med ham og de andre i trykkammeret fordi de behandlede mig som noget jeg ikke var vant til nemlig et alm menneske og ikke som en handicappet. Men da jeg havde sparket Erik og de andre over benene flere gange gik den ikke længere han slog op i sine store bøger og ringede til den læge som havde med mig at gøre og bad dem undersøge om jeg var kandidat til en baclofenpumpe, der skulle dog gå 10 år før jeg fik pumpen ind i mig.


Den 1 maj blev jeg testet til at få en baclofenpumpe og glemmer aldrig Eriks svar til mig da jeg sagde det er jo en stor ting at få lavet, han smilede til mig og sagde. Jamen så er det jo godt du har nogen gode venner som vil støtte dig igennem det. Og det gjorde de også da jeg 1 måned efter blev opereret var den første som så til mig en personale fra trykkammeret det få timer efter jeg var opereret. Og i den måned jeg lå der var Erik selv forbi mig flere gange og ikke som læge men som en super støtte til mig. Det var så dejligt at have deres støtte i den tid.


Jeg har skrevet dette for at fortælle andre om den Person som her den 1 december stopper som leder i trykkammeret og en ting er helt sikkert jeg ved at han vil blive savnet som lægen Jansen som han kaldes rundt i huset.

Skrevet af Søren Fohrmann, Ven af Rigshospitalets trykkammer

Comments